På trods af at Thomas Becket havde været den engelske konge Henrik 2.s nærmeste mand, valgte han kirkens side i den magtkamp, som ramte landet midt i 1100-tallet.
Det valg kostede ham livet.
Tekst Gunnar Fridén
Den 22. juli 1170 kom to mænd ridende over engene udenfor slottet Fréteval i Frankrig. De to var Henrik 2., konge af England, og dennes gamle fjende Thomas Becket, den landsforviste ærkebiskop af Canterbury. Nu var tanken, at de skulle lægge deres lange fejde bag sig, og at biskoppen skulle vende tilbage til sit sæde. Efter en lang og følelsesladet samtale faldt Becket til slut på knæ foran Henrik som tegn på underkastelse.
Kongen blev rørt til tårer og forsikrede, at deres venskab var gen-oprettet. Men biskoppen var ikke ligeså forhåbningsfuld. ”Jeg frygter, at vi ikke kommer til at træffes igen i dette liv,” var hans afskedsord til kongen. Ordene gjorde kongen oprørt, men Becket skulle få ret. Et halvt år senere blev hele Europa rystet ved nyheden om det brutale mord, der fandt sted på Englands helligste sted.
Fra forskellige verdener
De to hovedpersoner kom fra forskellige kår: Thomas Becket blev født i London omkring år 1120. På trods af at faren var en købmand, som var blevet insolvent, havde den unge Thomas fået en god uddannelse på katedralskole og siden arbejde som sekretær hos en rig slægtning. I middelalderens England kontrollerede den normanniske adel alle vigtige tjenester, og det var nærmest u-tænkeligt, at nogen med Beckets simple baggrund skulle nå et højere embede.
Henrik blev født i år 1133 og var søn af Mathilde af England og grev Geoffroy d’Anjou. Moren var arvtager til den engel-ske trone efter sin far, Henrik 1. Men efter at Mathildes fætter, Stefan af Blois, havde taget magten ved et kup, var landet blevet kastet ud i en lang borgerkrig mellem de to.
Stefans katastrofale ledelse varede i næsten 20 år, men efter dennes død kunne Mathildes søn endelig bestige den engelske trone i 1154 som kong Henrik 2. Efter sit giftermål med hertuginden Eleonora af Aquitaine herskede han over et mægtigt rige, som strakte sig fra den skotske grænse i nord, over hele det vestlige Frankrig, fra Normandiet til Pyrenæerne i syd.
Henrik tog straks fat på genopbygningen af England, hvis økonomi og rets-væsen lå i ruiner efter borgerkrigen. Til dette arbejde havde han hårdt brug for dygtige embedsmænd. Den vigtigste af disse poster var positionen som kansler, hvilken traditionelt plejede at være en af ærkebiskoppen af Canterburys nærmeste mænd.
Udnævnt til kansler
På dette tidspunkt havde Becket, p.g.a. sin store administrative begavelse, a-vanceret til positionen som ærkediakon af Canterbury. Som den første englænder siden den normanniske invasion i 1066 blev Becket nu udnævnt til kansler takket være en anbefaling fra ærkebiskop Theobald.
Becket viste sig snart at være den rette mand til opgaven. Med sin praktisk anlagte tilgang kunne han effektivt give sig i kast med den unge konges påbud, og i løbet af få år havde de to fået sikret landets økonomi og grænserne mod Frankrig og Skotland.
Henrik og Becket blev med tiden også uadskillelige venner, som ofte var sammen ved jagt og gæstebud.
Kongens mand som biskop
Men kongen ville befæste sin magt yderligere, særligt overfor kirken, som i løbet af 1100-tallet havde vokset sig stor og indflydelsesrig. Den katolske kirke havde sit eget retssystem for alle, som gjorde tjeneste indenfor den, uanset rang. Disse love gjaldt i princippet også for ikke-kirkelige forbrydelser begået af kirkens mænd.
Tidligere praksis var, at sådanne sager alligevel blev lempet over til de almindelige domstole, men efter at ærkebiskop Theobald døde i 1161, ville Henrik for en sikkerheds skyld udnævne Becket til dennes efterfølger. Med sin gamle ven og kansler på ærkebiskopsædet håbede kongen at øge sin indflydelse på kirken.
Henrik blev dog afvist af kirkens dignitarer, der satte spørgsmålstegn ved Beckets egnethed som ærkebiskop, og kansleren selv bad også om at være fri, med henvisning til, at han ikke kunne tjene to herrer samtidig.
I valget mellem Henrik og Gud, mente han, måtte han vælge Gud. Men kongen var urokkelig og tvang alligevel sin vilje igennem.
Nægtede at adlyde kongen
Til Henriks irritation trådte Becket tilbage fra sit tidligere embede og viste sig snart at være ligeså nidkær som ærke-biskop, som han havde været som kansler. I Becket fik Henrik i stedet en ivrig forkæmper for kirkens rettigheder. Han nægtede at tilgodese kongens interesser. Bl.a. krævede han, at de kirkelige love skulle respekteres og at kirken skulle have beslaglagte ejendomme tilbage.
I to år blev konflikten mellem kongen og ærkebiskoppen trappet op til en diplomatisk konflikt, som både kongen af Frankrig og paven i Rom blev trukket ind i. Slutteligt tvang kongen Becket ved et møde på slottet Clarendon til at godkende en aftale om kongelig overhøjhed i ikke-kirkelige retsspørgsmål.
Men Henrik standsede ikke her. Han forsøgte at blive af med ærkebiskoppen gennem forskellige tvivlsomme retsprocesser. Kongen følte sig tilsyneladende krænket af den gamle vens svigt og var ude efter personlig hævn. Til slut måtte Becket og hans familie søge tilflugt på kontinentet, efter de blev landsforvist af den mopsede konge.
Eksilet i Frankrig
For Becket ventede et fem år langt eksil under den franske konges beskyttelse. Pave Alexander 3. udviste stor sympati for den landflygtige, men var pragmatisk anlagt og forsøgte at forhandle en aftale igennem, som var acceptabel for begge parter i konflikten.
Becket ønskede også at løse konflikten, men nægtede stivnakket at gå på kompromis med principperne. I foråret 1170 lod Henrik sin ældste søn krone som medregent, hvilket Thomas Becket opfattede som en alvorlig fornærmelse og ulovlighed, da dette var en ceremoni, som kun kunne udføres af ærkebiskoppen af Canterbury. Derfor truede Becket med som straf at bandlyse intet mindre end hele England og udsende et nationalt forbud mod at deltage i gu dstjenester eller tage imod sakramente. Det var for at forhindre dette, at Henrik endelig gik med til at mødes med Becket ved Fréteval.
Døden i Canterbury
I begyndelsen af december 1170 vendte Becket i triumf tilbage til Canterbury, hvor han umiddelbart efter bandlyste flere biskopper, som havde stillet sig på kongens side under konflikten. Disse vendte sig bestyrtet til Henrik, som i afmægtig vrede skældte dem ud og beskyldte dem for fejhed. ”Kan ingen dog befri mig fra denne oprørske præst?” skal han have råbt.
Udbruddet blev taget helt bogstaveligt af fire af kongens loyale riddere, som begav sig afsted til Canterbury for at arrestere ærkebiskoppen. På trods af at Beckets medarbejdere bad ham om at flygte, gik han roligt de fire mænd i møde og forklarede, at de ikke havde nogen ret til at arrestere ham. Da tabte de ophidsede riddere fatningen og slog brutalt ærkebiskoppen ihjel, i hans egen katedral.
Henrik blev forfærdet, da han modtog nyheden om drabet, men skandalen var et faktum og chokerede hele det kristne Europa. Da Becket allerede to år senere blev helgenkåret, blev kongen tvunget til at foretage en bodsvandring til helgenens grav, hvor han lod sig prygle offentligt. Købmandssønnen Becket blev efter sin død en af kristendommens største martyrer og en af Englands mest populære helgener.
